Mød ham på 7

Da jeg i sin tid for alvor begyndte at blogge var mit ældste afkom den absolutte hovedperson. Villum. Kronprinsen. Arvingen. Kært barn har mange navne. Men han er 7 år nu, går i skole og er ved at være en ret sej gut der ikke synes det er det fedeste når mor tager billeder. Det respekterer jeg – for det meste. For der findes vel ikke noget værre en end pinlig mor? Og mit pinlighedsniveau har jeg svært nok ved at styre som det er.

Jeg indrømmer blankt jeg har det ambivalent med når mine børn tager de her selvstændighedsryk udi verden. Jovist er det da sundt, naturligt og sådan universet nu engang opererer, men når man står der foran skolen og barnet slipper ens hånd, når han ser hans venner – det er dælme ikke for sjov! Men det er blevet hverdagskost for en mor til en 7-årig.

Villum har altid være en stille og genert gut, men forveksl det ej med han ikke har selvværd. For det har han og han ved godt hvor skabet skal stå. Og skal nok sige fra, hvis tingene ikke er rimelige eller som han mener de skal være. Det gør mig for det meste stolt, men kan også drive mig til vanvid, når han vil diskutere ALT til hudløshed. Han vil blive en eminent politiker! Eller pizzamand som er hans egen fremtidsplaner pt…

Måske Villum ikke bliver den der kommer til at optræde mest her på bloggen, men han findes også 🙂