Da Frida kom til verden – en tredjegangsfødsel

Det er efterhånden længe siden jeg har blogget sidst, men jeg havde en laaaang og ret inaktiv graviditet, så der var ikke det store at fortælle. Det er der så nu! For 9 dage siden kom verdens smukkeste lillesøster til verden. Vores fantastiske Frida. Vi er alle dybt forelskede i hende. Jeg elsker selv at læse fødselsberetninger, men faktisk er der ikke så mange derude der omhandler en tredjegangsmor. Måske fordi man ved tredje barn ikke har tiden til at få skrevet ned! Men ned skal min tredje fødselsberetning skrives. Det gjorde jeg også ved drengene og det er et dejligt minde at have. Den bliver ikke så lang for jeg nåede ikke rigtig at opfatte hvad der havde ramt mig før jeg havde Frida i armene. Men her er den:

Jeg havde lææænge været utålmodig for at skulle føde. Min krop var træt, tung og mit bækken helt sat til. Jeg havde ugen op til fødslen plukveer hver gang jeg bevægede mig nærmest og Frida stod så dybt at jeg følte hun nærmest gled ud. Da jeg er 40+1 vågner jeg omkring kl. 4 ved jeg skal tisse. Jeg har mange gange småtisset i bukserne, så jeg lægger ikke noget i jeg drypper lidt. Stadig halvvejs i søvne registrere jeg at jeg drypper en del og skifter trusseindlæg ud med bind. Det bliver hurtigt meget vådt og der er tegnblødning. Så ved jeg vandet er gået. Fedt! Jeg bliver hurtigt nødt til at hive de store bind og Jacobs underbukser frem for at holde tæt. Jacob er i øvrigt lige nået at køre på arbejde og han får lov til at ordne nogle ting inden han kører hjem igen. Jeg ringer til fødegangen og aftaler jeg skal ringe igen kl. 8 siden alt er fint. Jeg har lidt murren, men ikke veer. Jeg tusser rundt, får ringet til min mor der skal have drengene og glæder mig egentlig bare helt vildt til at møde lillesøster.

Kl. 6 begynder veerne at komme ligeså stille. De niver noget, men ikke vanvittigt. Jeg har dog en fornemmelse af det pludselig kan gå stærkt, så min mor kommer over, så jeg kan ligge i ro og hvile. Kl. 7 kommer Jacob hjem og kl. 8 ringer jeg til fødegangen igen. Egentlig må jeg selv bestemme om jeg vil ind til tjek og det vil jeg gerne for lige at få en status. Så kl. 9 tager vi på fødegangen.

En jordemoder og en studerende tager i mod mig, men det er mere eller mindre den studerende der kører showet. Hun virker både dygtig og empatisk, så det er helt i orden med mig. Veerne begynder at tage til, men stadig noget jeg kan kapere. 2 cm og livmoderhals tilbage er dommen. Fuck… Så er der jo længe igen tænker jeg. De kører en kurve og alt ser tip top ud. Frida er meget aktiv derinde. De undersøger mig igen og da jeg stadig kun er 2 cm er planen jeg skal sendes hjem og så snakkes vi ved. Går veerne ikke ordenligt i gang skal jeg sættes i gang, da vandet er gået og man så helst skal føde indenfor 24 timer. Jeg får hjælp til at få tøjet på, men da jeg rejser mig bliver jeg ramt af en hammer. Kl. er nu ca 10.30.

Jeg får vanvittig ondt, men prøver at vralte ud til elevatoren. Vi skal jo hjem igen. Jeg kan mærke det slet ikke går og hulker hele vejen ned i elevatoren. Jeg har så mega ondt og tør absolut ikke tage hjem. Vi kører op igen og ringer på hos fødegangen. Vi bliver selvfølgelig taget i mod og jeg kan slet ikke finde ro i smerten. Den er konstant og meget voldsom. Varmepuderne hjælper ikke det mindste og jeg bliver sendt i brusebad. Det lindrede en del ved drengene og det er også rart denne gang at stå derude. Mens jeg står der og bruser bliver Jacob sendt ned efter taskerne i bilen. Han kommer tilbage og er hos mig, mens den jordemoderstuderende går hen for at kapre luksus-fødestuen.

Pludselig kan jeg mærke det presser ned ad. Ikke decideret pressetrang, men absolut optakten til den. Jeg siger til Jacob han skal rykke i kalde-snoren for det presser. Jordemoderen kommer og da jeg siger det presser får hun i en fart hevet mig ud af badet og gelejdet mig ind på fødestuen. Her har den studerende fyld karret for at jeg kunne prøve at komme deri. De havde tilbudt mig bistik og det var jeg absolut ikke hooked på. Tanken om noget der skulle svide osv kunne jeg slet ikke overskue. Men badekarret var rart. Jeg havde ikke lagt der ret længe før jeg fik presseveer. Eller det vil sige i mit tilfælde gik processen så vanvittigt stærkt at jeg havde almindelige veer og presseveer samtidigt. Sådan føltes det. Det var en vanvittig intens smerte og jeg skreg mig igennem veen. Jeg plejer at være en stille føder , men her havde kroppen og naturen taget fuldstændig over. Jeg kunne virkelig kun følge med.

Jeg har ingen ide om hvad kl. er på det her tidspunkt, men det var ikke længe jeg behøvede at presse. Da hovedet er ude tager jeg mine hænder ned og svup siger det! Verdens fineste lille babypige glider ud i mine hænder og kommer op på mit bryst. Klokken er 12.03. Halvanden time efter jeg var 2 cm åben. Her begynder hun straks og skrige og hun er så perfekt. Hun har taget den hurtige fødsel i stiv arm. Jeg skal hverken syes eller noget og moderkagen kommer hurtigt ud. Da jeg fødte Laurits blødte jeg meget, men det var det heldigvis ikke noget af denne gang.

Faren var blevet lidt halvdårlig da han skulle klippe navlestrengen (blod er ikke lige hans stærke side), så vi blev alle placeret i en seng og efterladt i en velsignet ro på stuen. Det er så vildt at lige så smertefuld og vild en fødsel kan være – lige så roligt og smertefrit er det bagefter. Efter nogle timer blev Frida vejet og målt. Hun var vurderet til 3000 gram om morgenen, men vejede altså 3580 gram. Så en god stærk lille pige!

Begge brødre mødte hende samme aften og var meget meget stolte. De er begge to helt forgabte i hende. Hun har lidt mavekneb, så det meste af tiden tilbringer hun i mine arme. Men det er også okay. De er små så kort tid og jeg kan bruge timevis på at kigge på hende. Fantastiske Frida <3